Disclaimer: Oplysningerne i denne artikel er ikke, og kan ikke erstatte, juridisk rådgivning
Det er hårdt og uretfærdigt at miste en person, som man har elsket i mange år. Midt i sorgen skal man dog desværre tage sig af mange praktiske opgaver.
Denne tjekliste er lavet for at hjælpe dig gennem den svære tid efter et dødsfald. Den giver dig et overblik over de vigtigste ting, du skal ordne. Husk, at du ikke behøver at klare alt alene. Det er helt okay – og anbefalelsesværdigt – at bede om hjælp fra familie og venner.
Dødsfaldet skal anmeldes
Når en person dør, er det vigtigt at få det bekræftet af en læge.
Ring til den afdødes egen læge eller vagtlægen, hvis det sker uden for normal arbejdstid. Lægen vil komme og udstede en dødsattest. Hvis dødsfaldet sker uventet, og der er mistanke om, at en forbrydelse kan lægge bag, skal der ringes 112.
Næste step er at anmelde dødsfaldet til kommunen. Hvis personen døde på et hospital eller plejehjem, vil personalet ofte hjælpe med dette. Ellers kan du selv gøre det ved at kontakte borgerservice i den kommune, hvor personen boede.
Kontakt et bedemandsfirma
Et bedemandsfirma kan være en stor hjælp i denne svære tid. De kan guide dig gennem hele forløbet og tage sig af mange praktiske opgaver. Når du har valgt et firma, skal du mødes med dem for at planlægge begravelsen eller bisættelsen.
Her er nogle af de ting, I skal tale og blive enige om:
- Om det skal være en begravelse eller bisættelse
- Dato, tid og sted for ceremonien
- Valg af kiste eller urne
- Blomster og musik til ceremonien
- Hvordan dødsannoncen skal se ud
- Om der skal være et mindesamvær efter ceremonien
Bedemanden kan også hjælpe med at kontakte præsten eller en anden, der skal stå for ceremonien.
Orientér de øvrige pårørende
Det kan være barskt at skulle fortælle om dødsfaldet til andre. Men familie, venner og bekendte har brug for at vide det.
Lav evt. en liste over dem, der skal have besked. Det kan være en god idé at dele opgaven mellem flere i familien. Nogle vil måske have brug for ekstra støtte, når de hører nyheden.
Husk også at give besked til den afdødes arbejdsplads, foreninger eller klubber. Hvis den afdøde boede alene, skal du sørge for, at der bliver taget hånd om eventuelle kæledyr.
Skifteretten og dødsboet
Ved et dødsfald skal du kontakte skifteretten, der har til opgave at behandle dødsboet. Tag disse ting med til mødet:
- Den afdødes CPR-nummer
- Ægtepagt eller testamente, hvis det findes
- En oversigt over den afdødes penge og gæld
- Den seneste årsopgørelse fra SKAT
På mødet skal I beslutte, hvordan boet skal behandles. Det kan enten være et privat skifte, hvor familien selv står for det, eller et bobestyrerskifte, hvor en advokat (bobestyrer) hjælper.
Rydning af et dødsbo kan være følelsesmæssigt hårdt. Tag dig derfor god tid. Sortér tingene i det, der skal gemmes, gives væk eller smides ud. Du kan få hjælp til rydningen hos Mortem BoligRyd.
Læs også: Skifterettens behandlingstid af et dødsbo
Sociale medier og digitale konti
I dag har mange en digital tilværelse, der også skal afsluttes.
Find og luk profiler på sociale medier som Facebook, Instagram og LinkedIn. Nogle steder kan du vælge at lave profilen om til en mindeside.
Før du lukker profilerne, kan det være rart at gemme billeder og særlige opslag som minder. Hvis du har problemer med at lukke en profil, kan du kontakte mediet direkte.
Opsig aftaler og abonnementer
Der er ofte mange løbende aftaler, der skal opsiges. Det kan være:
- Lejemål, hvis den afdøde boede til leje
- Avis- og magasinabonnementer
- Telefon- og internetabonnementer
- Streamingtjenester
- Fitness- og foreningsmedlemskaber
- Forsikringer
Husk også at lukke bankkonti og kreditkort. Det kan tage tid at få alt opsagt, så start så tidligt som muligt med denne opgave.
Andre vigtige punkter
Her er nogle andre ting, du skal huske:
- Kontakt SKAT for at få styr på skatteforholdene
- Undersøg om der var pensionsordninger eller livsforsikringer
- Afmeld den afdøde fra folkeregisteret og CPR-registeret
- Aflevér pas, kørekort og sundhedskort til myndighederne
- Få en fuldmagt, så du kan handle på boets vegne
- Gem personlige ejendele som minder