Debatindlæg af William van Dam, medejer af Mortem Boligryd
Over halvdelen af de møbler, kommunerne samler ind som storskrald, ender i dag i forbrændingen. Det er et enormt ressourcespild. Ved rydning af dødsboer går brugbare ting samme vej.
Jeg er vokset op på Svanholm, et af Danmarks største økologiske kollektiver. Her lærte jeg, at ting har mere end ét liv, og at man spørger andre, før man smider ud.
I 2019 startede jeg Mortem Boligryd sammen med to venner. Siden har vi ryddet omkring 1.000 dødsboer. Jeg har et grønt hjerte, men også 11 ansatte, der skal have løn, og en forretning, der skal løbe rundt. Det ene udelukker ikke det andet.
En branche med gamle vaner
Boligrydning har længe handlet om én ting: at få boligen tom så hurtigt og billigt som muligt. Det, der har værdi, bliver solgt. Resten ryger i containeren. Den forretningsmodel har de færreste udfordret.
Da vi begyndte at samarbejde med ARC om at give brugbart indbo videre til genbrug, mødte vi skepsis fra erfarne folk i branchen. Københavns Kommune har tilbudt andre rydningsfirmaer at blive en del af ordningen, men ingen andre har takket ja. Det undrer mig. Hvordan skal vi ændre vores vaner, hvis vi ikke griber de muligheder, der findes?
Når vi rydder et dødsbo, står vi med et helt liv i hænderne. Spisebordet, hvor familien har samlet sig. Lænestolen, bøgerne, porcelænet fra bryllupsgaven. Det er måske ikke designklassikere. Men heller ikke affald.
Det grønne valg må ikke være det dyre valg
Ifølge Miljøstyrelsen kan op mod 80 procent af møblerne i storskraldet i fremtiden genbruges eller genanvendes, hvis indsamlingen og håndteringen ændres.
Men gamle vaner er kun én del af problemet. Økonomien er en anden. For når det er billigere at smide brugbare ting ud end at give dem videre, er det svært at ændre en hel branche. Genbrug kræver tid, sortering og samarbejde. Så længe containeren er nemmest, risikerer det billigste tilbud at blive det mest ressourcespildende.
Vi har selv tidligere sendt brugbart indbo til forbrænding. I dag sørger vi for, at det kan genbruges.
Gennem samarbejder med ARC, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune kan indbo nu sendes direkte til genbrug. Indtil videre har vi afleveret 20,8 ton gennem ordningerne.
Det gør en forskel for økonomien. Når vi selv skal transportere indboet, skal bilen fyldes op, for at turen kan betale sig. Det øger risikoen for, at møblerne bliver beskadiget. Med de kommunale ordninger bliver tingene hentet mere skånsomt, samtidig med at vi sparer tid og transportomkostninger.
Det er ikke velgørenhed. Det er god forretning, når rammerne er på plads.
Det skal være lettere at vælge genbrug
Ordningerne i København og på Frederiksberg viser, at det kan lade sig gøre. Skal genbrug vinde over containeren, må kommunerne skabe de rette rammer. Det kræver samarbejder, der gør det lettere at give indbo videre, og større krav til branchens håndtering af brugbare ting.
Men rammerne gør det ikke alene. Vi i branchen skal ændre vaner og være åbne om, hvor tingene ender. Når en familie overlader et helt livs indbo til os, bør de kunne få svar på, hvad der sker med mors sofa og fars bøger, ikke kun hvad det koster at få boligen tømt.
Og til dig, der skal have ryddet et dødsbo: Spørg, hvor tingene ender. Det er et rimeligt spørgsmål, der kan flytte en hel branche.
Jeg siger ikke, at alt kan genbruges. Men vi kan gøre langt mere, end vi gør i dag, uden at det koster forretningen livet.
Et dødsbo er det sidste, et menneske efterlader sig. Det hører ikke hjemme i en container.
