Disclaimer: Oplysningerne i denne artikel er ikke, og kan ikke erstatte, juridisk rådgivning
Der vil altid være en række praktiske og juridiske opgaver forbundet med behandlingen af afdødes ejendele og formue – det såkaldte dødsbo. I nogle tilfælde vælger arvingerne selv at behandle dødsboet (kaldes et privat skifte), mens andre vælger at lade en professionel bobestyrer varetage denne proces (kaldes for bobestyrerskifte) for at sikre en korrekt og problemfri afvikling.
Men hvad indebærer det egentlig at have en bobestyrer tilknyttet, og hvornår er det nødvendigt? Find svarene i guiden her.
Definitionen på en bobestyrer
En bobestyrer er en person med juridisk indsigt, typisk en advokat eller jurist, der varetager den praktiske og juridiske håndtering af et dødsbo. Vedkommende udpeges enten af afdøde selv i et testamente eller af skifteretten og tildeles en skiftefuldmagt, som giver råderet over boets aktiver og forpligtelser.
Bobestyrerens primære rolle er at sikre, at boets opgørelse, fordeling af arv og eventuel realisering af ejendele foregår i overensstemmelse med gældende lovgivning og afdødes eventuelle ønsker.
Bobestyrerens typiske opgaver
En bobestyrers arbejdsopgaver er mange og kan variere afhængigt af boets kompleksitet.
Opgaverne består typisk af følgende:
- Identificere, beregne og sikre boets aktiver, såsom fast ejendom, kontanter, indehavende i banker osv.
- Indrykke proklama i Statstidende for at informere eventuelle kreditorer
- Udarbejde en åbningsstatus med oversigt over boets formue på dødsdagen
- Værdiansætte boets aktiver
- Indhente og udfylde relevante dokumenter og selvangivelser
- Afholde møder med arvinger og kreditorer
- Udarbejde endelig boopgørelse og sikre korrekt udbetaling af arven
- Gennemgå testamente for fejl og mangler
- Undersøge om der findes arvinger, hvis dette er uklart
- Igangsætte rydning af dødsboet
Hvornår bruger man en bobestyrer?
Der kan være flere årsager og grunde til at inddrage en professionel bobestyrer i behandlingen af et dødsbo.
Man vil typisk bruge en bobestyrer i følgende tilfælde:
- Afdøde har i sit testamente anført et ønske om, at boet skal skiftes ved en bobestyrer
- Der er uenighed blandt arvingerne om skifteformen
- Mindst én arving ønsker, at der tilknyttes en bobestyrer
- Der er usikkerhed omkring, hvem der er de retmæssige arvinger
- Ingen af arvingerne er myndige
- Arvingerne er insolvente
- Boet er insolvent (gælden overstiger aktivernes værdi)
- Hvis alle arvinger er bosiddende i udlandet
I ovenstående og en række andre situationer vil skifteretten ofte kræve, at bobehandlingen skal ske under en bobestyrers håndtering.
Hvem udpeger bobestyreren?
Udpegningen af en bobestyrer kan ske på forskellige måder:
- Afdøde kan i sit testamente have anført en specifik person, ofte en advokat eller jurist, som ønskes at stå for bobehandlingen.
- Hvis afdøde ikke har udpeget en bobestyrer, vil skifteretten typisk vælge en autoriseret bobestyrer fra en liste over advokater med ekspertise inden for dødsboer.
- I visse tilfælde kan længstlevende ægtefælle og arvinger anmode om en bestemt bobestyrer.
Hvad koster det at hyre en bobestyrer?
Omkostningerne ved at hyre en professionel bobestyrer kan variere betydeligt afhængigt af boets kompleksitet og værdi. Bobestyrerens salær afhænger af timetaksten for den pågældende advokat og af tidsforbruget.
Da salæret kan variere så meget, anbefales det at bede om et overslag over de forventede omkostninger fra den pågældende bobestyrer, før man indgår en aftale. På denne måde kan man vurdere, om det kan betale sig at lade en professionel stå for processen sammenlignet med et privat skifte.
Kilder: